Som barn drømte jeg, ligesom så mange andre, om at blive professionel fodboldspiller. Jeg brugte utallige timer i mine forældres have i Strib på Fyn, hvor jeg forestillede mig, at jeg var Christian Eriksen. Jeg driblede, skød og levede mig fuldstændig ind i drømmen – indtil den dag, hvor min far kom med en besked, der ændrede alt: Sønderjyske ville have mig. Jeg var 15 år og drømte stort. Det krævede et ja – og jeg tøvede ikke. Jeg skulle flytte hjemmefra, stå på egne ben og ofre alt for at forfølge min drøm.

​

Efter et halvt år i Sønderjyske kørte alt på skinner. Jeg var fast mand, spillede godt og følte, at drømmen for alvor var ved at blive til virkelighed. Men... så skete det utænkelige. Jeg fik to alvorlige skader, som satte det hele på pause. Da jeg kom tilbage igen var min plads på holdet væk. Spilletiden udeblev, og jeg stod ved en skillevej. Trods hårdt arbejde for at komme tilbage måtte jeg til sidst træffe en svær beslutning: at sige farvel til fodbolden på topniveau. Det var en skuffelse, men jeg vidste, at denne periode i mit liv havde givet mig værdifulde erfaringer og kerneværdier, som jeg kunne tage med mig videre. 

 

Selvom drømmen om at blive fodboldspiller brast, har jeg ikke lagt drømmene på hylden. I dag brænder jeg for formidling gennem journalistikken, hvor jeg kan fordybe mig i emner, der optager mig. De værdier, jeg fik med fra min tid i Sønderjyske, er stadig en del af mig. Jeg er en ung mand, der tør kaste mig ud i nye udfordringer, arbejder disciplineret og struktureret og ved, at hårdt arbejde betaler sig. Samtidig er jeg selvstændig og vant til at stå på egne ben – noget, jeg tager med mig i mit virke som journalist.